Tilde var vores første Schæfer. En af Susannes kolleger havde et kuld hvalpe, hele familien blev inviteret ud for at se dem, det var jo helt "ufarligt". Der var et kuld på ti, korthårede, langhårede og nogle jeg dengang ville beskrive som semilanghårede. Skæbnen ville, at vi tog hjem med en 6½ uge gammel tæve hvalp, der næsten var helt sort og "semilanghåret". Hun havde udvist et modigt, nysgerrigt og tillidsfuldt sind. Hendes mor var en tæve, som Nanna og Thomas havde fået på et internat. Hendes far var en langhåret han fra Esbjerg. Desværre har jeg ingen navne på hendes aner.

Kun kom hjem til vores ruhårede gravhunde han - Baloo, de var hurtigt perlevenner, og hun var med det samme velkommen i hans kurv.  Hun voksede hurtigt og var snart større end ham. En nat da hun var 6 mdr. gammel, vågnede jeg ved at en hund i køkkenet hylede. Jeg troede der var sket noget. Da jeg kom derud sad Baloo ved siden af hundekurven, og Tilde sad og tronede i den. Jeg kaldte på Tilde, der sprang hen til mig mens Baloo hoppede op i kurven. Allerede da bestemte Tilde, Baloo måtte ikke komme op i kurven. Det skal siges, at det næsten var den eneste gang vi oplevede den slags problemer med dem, de holdt meget af hinanden. De tog mange ture i haven, hvor Baloo løb rundt og gøede efter hende i en cirkel, hvor Tilde løb rundt om ham i fuld fart, i en cirkel med den dobbelte omkreds, der inkluderede diget i baghaven, hun havde en utrolig motorik.
 
Jeg trænede Tilde i DCH Varde som hvalp og indtil hun var to år. Vi var da til prøve hvor hun blev nr. to ud af 40 hunde. Hun fik 77 ud af 80 point. Dette fortæller meget om Tilde, hun var uhyre lærenem og ekstrem samarbejdsvillig, selv om hun i hundeflokken var blevet til en stor alfatæve. Der var ikke det, hun ikke lynhurtigt kunne lære. Jeg trænede meget med hende på parkeringspladsen ved Varde Sommerland, der var fred og ro, meget plads og mange steder, jeg kunne gemme mig. Hun kunne styres både med tegn, fløjt og selvfølgelig kommandoer på et meget stort areal.

Samtidig var hun en helt fantastisk, kærlig familiehund, som var højt elsket af alle hun kendte. Når nevø Simon fra Hvidovre var på besøg med familien, var vi overbevist om, at Simon kun kom for at besøge Tilde. Næsten tilsvarende var det med de store drenges kammerat Jacob. Desuden elskede hun, at køre bil, hvergang hun kom fordi bagklappen på bilen, satte hun sig ned bag den, og håbede Susanne ville tage hende med til stranden, Blåbjerg Plantage eller bare med familien.

Hun kunne også andet end at være rar.  På et tidspunkt døjede vi med indbrud på gaden. En dag jeg kom hjem, var køkkenet hvor hun opholdt sig raseret, dørkarmen til stuen var bidt over og hevet ned, og døren åbnet.  Havedøren fra køkkenet ud til vores lille gårdsplads, var fyldt med bidemærker, hun havde bidt helt igennem metallet i rammen på denne plasticdør. Hun havde været vanvittig rasende! Der havde nok været besøg på gårdspladsen af uvedkomne gæster? Hverken før eller siden lavede hun noget sådan. 

Tilde blev en stor tæve, der af flere dyrlæger blev kaldt "ham". Hun var 64 cm i skulderhøjde, og havde en normal vægt på 35 kg. Da hun blev fem år, begyndte hun at få små knuder ved mælkekirtlerne. Det udviklede sig de kommende 3½ år, uden det så ud til at genere hende. Sidst på vinteren knap 8½ år gammel, blev hun desværre parret af den ½ år gamle Baloo. Derfor fik hun hurtigst muligt en P- sprøjte. En fredag aften få uger efter bemærkede vi, at hun havde ondt ved at lægge sig ned. Hendes ene bagben var let hævet, det skyldtes knuder i lymfesystemet i bagbenet. Mandag blev hun aflivet, kun ville ikke overgive sig og lægge sig ned efter den første sprøjte. Efter 15 min. måtte vi løfte hende, for at lægge hende ned, så hun kunne slappe af. Jeg er ikke i tvivl om, at P-srøjten satte skub i udviklingen af hendes brystcancer. Det var svært at tage afsked med byens bedste og klogeste hund, der var som en ung hund til det sidste.